De mest interessante ure er ikke kun skabt for udseendets skyld, men derimod designet til at løse en problemstilling. Rolex GMT-Master er et af de bedste eksempler på netop dette.
Et ur født til de højere luftlag
Historien begynder i 1950’erne, hvor verden pludselig blev mindre. Flyvninger mellem kontinenter blev hverdag, og piloter havde brug for at kunne holde styr på flere tidszoner samtidig. Derfor gik flyselskabet Pan Am til Rolex med en konkret udfordring: Lav et ur, der kunne vise to tidszoner på én gang.
Resultatet blev GMT-Master, der blev lanceret i 1955. Et toolwatch i ordets reneste forstand. Med en ekstra 24-timers viser og en roterbar lynette kunne piloter nemt aflæse både lokal tid og GMT.
Det ikoniske blå og røde farvespil på lynetten i Pam Am’s farver var ikke bare æstetik. Det gjorde det hurtigt at skelne mellem dag og nat. Funktion før form, men alligevel blev det en af de mest genkendelige designsignaturer i urverdenen.

Begyndelsen på Rolex GMT-Master
Den første reference, 6542, havde en bakelit-lynette, som viste sig at være lidt for skrøbelig i praksis. Allerede få år senere blev den erstattet af et aluminiumsindlæg i reference 1675, som samtidig introducerede kronbeskyttere og en større kasse.
I løbet af de næste årtier kom forbedringer som quickset-dato og bedre vandtæthed. Men grundideen forblev den samme. Et simpelt, robust og ekstremt brugbart rejseur.

Den store evolution: GMT-Master II
I 1982 tog Rolex et stort skridt med GMT-Master II. Udvendigt lignede det forgængeren, men indeni var det en helt anden historie.
Den store nyhed var, at timeviseren nu kunne justeres uafhængigt. Det lyder måske som en lille ting, men for rejsende var det en gamechanger. Pludselig kunne man skifte lokal tid uden at stoppe uret eller påvirke GMT-visningen.
Det betød også, at man i praksis kunne holde styr på tre tidszoner. En funktion, som stadig gør GMT-Master II til et af de mest brugbare ure for folk, der bevæger sig mellem lande og kontinenter.

Opgradering af materialer
I slut 2000’erne begyndte Rolex for alvor at eksperimentere med materialer. Den klassiske aluminium lynette blev erstattet af Cerachrom, som er en keramisk løsning, der er langt mere ridsefast og ikke patinerer som aluminium over tid.
Samtidig kom nye farvekombinationer til: Batman, Rootbeer, Sprite og moderne fortolkninger af den klassiske Pepsi. Det er stadig det samme ur i sin kerne men med en tydelig udvikling, der følger tiden, som Rolex gør bedst.
Mere end bare et ur
Det fascinerende ved GMT-Master er, at det stadig bærer sin oprindelige idé med sig. Det er ikke et ur, der er opstået ud af marketing. Det er skabt for at løse et konkret problem.
Og måske er det netop derfor, at det stadigvæk føles relevant. I dag er det et samlerobjekt og et statussymbol, men funktionaliteten er stadig intakt.
For mig er GMT-Master et af de ure, hvor historien virkelig kan mærkes. Ikke bare i designet, men i hele fortællingen om rejser, eventyr og en tid, hvor verden pludselig blev forbundet på en helt ny måde.
Det er den slags ur, man ikke bare bærer for at se tiden. Man bærer det for det, som uret repræsenterer.
Se, hvilke GMT-Master vi har på lager lige nu eller kontakt os for en snak/et uforpligtende møde eller hjemtagning af en specifik model.
